Om hundrede år er vi alligevel glemt.

 

Sproget er under stadig udvikling og der er konstant diskussion om, hvorvidt det er godt eller skidt.

“Take it easy! Keep cool! Dont worry. Be happy!” Det sagde en dansk journalist ved navn Frits Bredal i en kronik i Politiken 15. april 2000.
Hans udsagn er en tilkendegivelse af, at vi danskere bare skal vænne os til alle de engelske udtryk, som vi får smidt i hovedet – men betyder disse ord egentligt det samme som på engelsk? Hvis man eksempelvis tager udtrykket ”fuck”, som vi danskere bruger utroligt ofte i vores hverdag – ”Årh fuck da dig.” – ”FUUUUCK jeg trykkede forkert.” Vi bruger ordet som en ekstra indskydelse, som ”Jeg har dummet mig ved at trykke forkert.” eller ”Jeg bryder mig ikke om dig lige nu”, hvor de i de engelsktalende lande bruger ordet ”fuck” som et utroligt voldsomt skældsord. Hvis man går hen til en englænder og siger ”Fuck you”, så ender du højest sandsynligt med et blåt øje og næseblod. Lidt ligesom dengang min mor var barn, der var det voldsomme skældsord at sige ”fanden”, ”sgu” og ”idiot” – og man risikerede at få en lussing af sine forældre, at komme i skammekrogen eller at få skæld ud. Baggrunden var selvfølgelig, at de var opdraget med, at man ikke måtte misbruge Guds ord og i det hele taget ikke bruge religiøse skældsord og eller ”kraftudtryk” som idiot eller åndsvag.

Det, der er hverdag for den ene, er ikke hverdag for den anden – der er tale om generationskløfter eller kulturkløfter, hvor man ikke vil forstå hinanden. Den ene siger ”De, Dem og Deres.” og den anden siger ”Yooo mester stik mig lige den lange.” og ”den lange” kan betyde utroligt mange ting som; telefonen, kuglepenen eller i andres tilfælde en øl – selvom jeg tænker noget helt andet som ikke er stuerent og slet ikke kan passe ind i sætningens sammenhæng.
Hvor får vi så alle de udtryk fra? Jo fra medier, internet, telefonen – som egentlig ikke er en telefon mere, men nærmere en omvandrende computer – skolen og venner, som man ikke tager sig tid til at se, for man kan ligeså godt snakke over Skype. Hvad sker der lige for det? Jo det skal jeg sige dig: folk bliver twistede og nærmest hypnotiserede af de nye tekniske vidundere og computersprog.

Frits Bredal har valgt at brug alle de engelske ord han kan, hvilket begrænser antallet af modtagere af budskabet, så hans kronik er mest henvendt til de danskere, som ikke render rundt med en air bag i munden af frygt for at få et engelsk ord galt i halsen – altså generelt de yngre mennesker eller såkaldte sprognørder, som godt kan flere sprog, men som konstant skælder ud på moderne sprog-brug af frygt for, at sproget bliver ødelagt.
Den samme pointe som Frits Bredal deler, er der især en rapper der har taget til sig, og han breder budskabet om at forny vores sprog videre i sin rap, der hedder City of Dreams, hvor omkvædet lyder således:

Det ‘ikke New York, New York, min by si’r snork
Råb dit postnummer, hvis din by osse slumrer
Tryk på snooze, drøm om høje huse
Og syng din blues til denne her
City of dreams, uden lyskryds, her ‘helt tystys
Så tavs at man får klaus
Hvis du ka’ klare dig her…then you can make it anywhere

Rappen er fyldt med forkortelser og er blandet dansk og engelsk. ”Klaus” står for klaustrofobi – hvor kom den lige fra? Jo alle vores forkortelser og små udtryk kommer fra dengang, hvor sms-teknologien stadig var ny. Dengang var det top nice at sende beskeder efter hinanden, og man var fuldkommen med på noderne, hvis man havde en telefon, der netop kunne det. Det eneste problem, der lige var med denne nye trend, var, at der kun kunne være 140 tegn i en sms. Ergo kunne man ikke sende lange beskeder, og derfor forkortede man de fleste ord ned, og nye udtryk kom frem. Det er en trend, som især yngre mennesker har taget til sig, og det kan været nærmest umuligt for udenforstående at forstå en sms-tekst, der kun består af forkortelser, som f.eks. ”LOL, R browser en bog 4U”

Det er cool at kunne sige, at man lige cruiser ned af sin facebookside, at man lige har globetrottet jorden rundt på google Earth, eller at man har ”skypet” med så og så mange mennesker i dag. Derfor følger mange med og tager imod med åbne arme og langer til sig af godterne, men hvad gør det egentligt for vores danske sprog? Hvis man kigger i Gyldendals Røde Ordbog over nye ord, kan man se at mange ord blev introduceret i Danmark i 1965 – dengang hvor det at blande ord rigtig begyndte. Det forfinede smukke danske sprog blev pludseligt rystet sammen med det engelske og blev til en velsmagende cocktail, der dog stadig skulle forstille sig at være unikt dansk. Man er så siden begyndt at skyde det danske lidt til side og føje mere engelsk til, en trend der som sagt er kommet med den teknologiske udvikling. Nogen finder det udansk og unationalt ikke at bruge det danske sprog på en dansk vare, hvilket jeg er fuldkommen enig i, for mange aldrende mennesker kan ikke lige de engelsk udtryk så godt som os andre. Se bare ordet ”steak”, ja hvad er det egentlig? Jo det er en klump oksekød, som du smider på grillen – men så skriv dog Lækkert mørt oksekød – lige til grillen i stedet, så alle kan være med. Hvor kommer ordet ”steak” så fra? Jo det er et engelsk ord, der ligesom mange andre engelske ord egentlig stammer fra Skandinavien – så vi kan faktisk give os selv skylden for, at vores sprog den dag i dag er så rodet og svært at lære for andre mennesker. Den gang vi drog ud som vikinger, bragte vi ikke kun krig og nød, men også sprog og kultur til de lande vi erobrede – Englænderne er efterkommere af en flok jyder, der dels drog på røvertogt og dels bosatte sig derovre og påvirkede befolkningen. Derudover har der også været folkevandringer, som har påvirket sproget, hvor det engelske har ”overtaget” både franske, tyske og skandinaviske ord. Disse ord får vi igen, men engelsk er jo ikke det eneste, vi har også fået tyske og franske ord ind i vores sprog tidligere i historien, fordi man på et tidspunkt fandt det smart og moderne. Mennesker er lette at manipulere, og derfor tager vi til os efter hvad der er moderne at sige, og rydder vejen for nye fuldkomne hippe ord at sige. Derfor vil der altid ske fornyelse af sproget, og der vil således også altid være mennesker, der skælder ud over, at vores sprog bliver udvandet.

Tilbage til steaken: Hvis vi skal sige Lækkert mørt oksekød – lige til grillen i stedet for ”steak”, skal vi så også sige hakket most frugt tilsat is i stedet for ”smoothie” eller hakket gris i stedet for fars? Kartoffelmos bliver til smadrede kartofler i smør og kopattesaft. Det lyder ikke lækkert vel? Nogle ting er kommet for at blive, og det er nok klogest sådan, for jeg ville ikke selv spise noget, der hedder kogt melklister med karamel – som faktisk er en fordanskning af det gode gamle franske ord ”sauce”. Det gælder om at få det til at lyde lækkert og samtidig forståeligt.
I løbet af de sidste hundrede år er de danske dialekter næsten helt forsvundet. De havde engang næsten status som hele sprog, og folk fra forskellige landsdele havde svært ved at forstå hinanden – der findes faktisk en Facebookgruppe, der agiterer for, at TV-avisen skal have undertekster, ganske vist i ren irritation over, at jysk ofte bliver tekstet – dette viser blot, at der stadig er sproglige barrierer, selvom de er meget små, da vi alle lærer såkaldt rigsdansk, idet flertallet opfatter det som en nødvendighed for at kunne begå sig. På samme måde tror jeg, at i løbet af de næste hundrede år, vil det danske sprog forsvinde til fordel for det engelske. Verden er blevet en global landsby, vi kommunikerer på kryds og tværs over landegrænser, og derfor har vi brug for et fælles sprog, nemlig engelsk.

Derfor mener jeg, at Fritses sætning ”Vi lever i en stor frihandelszone, der resulterer i grænseløs sproglig eksport og import. Lyt til mit råd; Take it easy! Keep cool! Dont worry. Be happy!” egentlig er et ganske passende udgangspunkt. For vi kan ligeså godt vænne os til, at verdenen hele tiden forandrer sig og vi bliver nødt til at følge med. Hvis ikke vi følger med, ender det med, at vores sprog er bondsk – præcis som vore dialekter – og selvom vores teknologi og ”know-how” er gennemført moderne vil ingen handle med os, for de fatter intet af, hvad vi har at sige! Skal det være vores fremtid? Nej så hellere putte et par engelske ord, et par apostroffer og forkortelser ind, at det ikke er ”rigtig dansk” har vi alligevel glemt om hundrede år.

Line Mikjær

Undskyldningen

Jo undskyld hr. lærer, men altså jeg er ked af at jeg kommer for sent, men det var fordi Lenin var tørstig og så hele tiden rødt, så vi blev nød til at standse, så han ikke gjorde noget ulovligt. Udover det kunne han ikke rigtig enes med Stalin.. og Stalin hældte hele tiden kaffe ned at sig selv, så der blev et værre griseri – men jeg kan altså ikke gøre for det – det skete bare..

Hvad siger du? Tror du ikke på mig? Jamen det er sandt?

Bilen skulle have diesel på og der var hele tiden rødt i lyskrydsene, han lyttede ikke rigtig til hvad mama sagde, selvom at hun prøvede på ikke at spilde på ham. Som sagt jeg kan ikke gøre for det – men det skete bare..
           Det er det der hænder når ens mama er Mor Stalin og hendes bil er kammerat Lenin.

God weekend

Line Mikjær

Nygift og 3-4 børn

 Jeg er min egen bedstefar – ikke helt men næsten:

Jeg er lige blevet gift – uden egentlig selv at ane det. Det mente en af mine kammerater i hvert fald at jeg var, for jeg var gift med ham, eftersom at Asbjørn var min søn og ikke lillebror. BT går i Silkeborg for at være Asbjørns far, samtidig med at Asbjørn også er min nevø. Mikkel er så min far, men han er også Asbjørns far, de to er så rigtigt brødre. På den anden side har jeg været gravid i 4 år med Nielsens barn, og jeg er Malthe og Tobiases kæreste, selvom vi er søskende. Men jeg er også mine kusiners søster og mor til to små som faktisk også er mine kusiner. Dernæst kommer det at jeg er min mors søn og jeg er min fars lille prinsesse. Men jeg har også en mor mere, som faktisk er min mors veninde og gamle kollega.. Faktisk er jeg også forlovet med en kær veninde, men også med min søster.. og det er altså ikke min mor, hvis søster jeg også er og hun er så en mand.. Men hun/han er ikke mor til min lillebror på 5, for han har en helt anden mor som faktisk er min gudmoder og ikke gift med min far. Dernæst har jeg en tvilling i Århus som faktisk er 2 år yngre end mig. Jeg har også en affærre med en klassekammerat som er en kvinde, som egenligt er heteroseksuel.. Desuden må jeg så være min kæreste på fyn utro selvom at han ikke eksistere, men blot er en løgn for at slippe for at blive ført sammen med en gammel avisabonnets sønnesøn.

Forvirret? Tjoo velkommen i klubben – men listen er meget længere, dog synes jeg at I skal spares for den lange forvirrede fortælling. Men dette kommer ud af mange års spørgsmål og fortolkninger. Folk har tydeligvis aldrig fundet ud af at jeg faktisk er mine forældres datter og søster til mine brødre, samt veninde til resten og kusine. Derudover har jeg ingen børn og har hverken kæreste, mand eller er forlovet.

Det er genialt ikke sandt?
 Line Mikjær

Bare kald mig Line.

Ikke dame, ikke barn, ikke røvhul, ikke sød, ikke dum, ikke sart, ikke usynlig, ikke taber, ikke vinder, ikke elsker, ikke fattig, ikke rig, ikke langsom, ikke hurtig, ikke let, ikke tung, ikke ligetil, ikke normal, ikke kvik, ikke lykkelig, ikke trist
Kald mig bare ved navn – nemlig Line Mikjær, for det blev jeg døbt og jeg finder det nu meget smukt. 

 

Blå bog Stoholm Skole årgang 1997
Line Mikjær Christensen
Årets-tegner
Kendetegn:
Line er en meget kreativ pige med mange ideer i hovedet både til tegninger og mange andre skøre ting. Line ses ofteste gående i sort tøj, gerne med er par sikkerhedsnåle siddende rundt omkring på tøjet. Lines hår betyder rigtigt meget for hende. Og derfor blev hun også lettere stødt da Kaja kommenterede at mange af os godt kunne bruge en hårbørste før vi skulle have taget klassebilled i 9. klasse.
Line ses for det meste læggende over bordet med en blok og en blyant under sig.
Line siger ikke for meget i timerne, men på det sidste er hun begyndt at have sine udråb. De kommer for det meste når det hele bliver en anelse for meget for lille Line. Nogle gange er Lines små udråb ikke alt for fornuftige, men andre gange kan de være helt fornuftige. Ikke alle er helt tilfredse med at Line råber hold kæft, men det er for det meste nødvendigt.
Kvaje: Pia var på kursus så vi havde vikar i omkring 6 uger. Han hed Egon. Og denne her Egon var ikke lige frem Lines bedste ven. Så en dag vi havde tysk havde Line vist ikke sovet for meget den nat. For der skete altså det at Line fald stille og roligt ind i drømmeland. Derefter havde Egon en anelse svært ved at vække hende. Men med et vågnede hun. Og Egon var bestemt ikke den gladeste lærer vi har haft lige der.
Fremtidsplaner: Vi tror på at Line bliver en berømt tegner. For hun har virkelig talent for det med tegningens kunst, for hun har øvet sig i de fleste af vores timer i både 8. og 9. klasse.

Tja hvad skal jeg sige – det er nu mange år siden det blev skrevet af mine klassekammerater dengang og jeg kan kun sige at jeg er lykkelig for at være sluppet væk derfra. Jeg havde en pige i den klasse som jeg kunne snakke med uden at skulle tage en falsk maske på. 
          Nu, lige her i 2011, er jeg et andet menneske, i sind, krop og generelt bare i alt. Jeg har altid været et let offer for mobning og det har kørt mig hårdt ud, men for nogle år siden trådte jeg frem og sagde fra. Jeg nægtede at lade andres spydige ord slå mig ud, og det gjorde faktisk bare det værre. Så slemt at jeg ikke kom i skole i 2 år, men de 2 års fri – er det klogeste jeg nogensinde har gjort for mig selv. For aldrig har jeg været så frisk og set med fornyet energi på verdenen. Nok kom jeg meget senere i gang med uddannelse end de andre fra folkeskolen, men jeg vil våge at påstå at jeg nok er en af dem der fra, med mest livsenergi og klar overblik over fremtiden. Jeg taler ikke ile om folk – jeg har måske mine meninger, men jeg nægter at lade mig gå på over små ting som misforståelser; som de alle lever så højt på. Line er det sorte får – måske og hvad så? Line ved ikke bedre – ja det er vi jo to om at bestemme. Line er sær – jep og jeg er ski stolt af det. Lines stil er fanme klam – virkelig? Det tjøvs jeg nu ikke. Line har dårlig smag – hihi så det da godt det er min, ikke sandt? Tilråbene var mange og store.. Jeg har lært at leve med, at nogen mennesker bare ikke kan lide mit frie sind og min tossede humor – for jeg har det godt med mig selv, og er faktisk utrolig selvglad; selvom at jeg har haft utrolig meget bøvl i mit liv. 
          Se mig engang i dag – jeg er et livsglad menneske, fyldt med sær viden, som en ung kvinde nok ikke skulle have, men jeg er sgu ret glad for den. Jeg er en ung rebel der lever efter min mama som forbillede, hun er nok den sejeste kvinde jeg kender – og jeg må indrømme at det bliver sært at skulle leve uden hende under samme tag næste år. Men jeg tager kampen op og sigter mod min fremtid, som ikke er som tegner. Jeg har større planer for mit liv, og de skal ski nok lykkedes. For jeg er den eneste af min slags, og der kommer aldrig en som jeg igen – og ved I hvad? I dont give a shit – i hvert fald ikke her i min baghave.
                           Jeg er et frejdig menneske, og jeg glæder mig til at komme væk fra skæve minder i fjends og alle de åndssvage og skræmte bemærkninger fra Viborg – den folk bønder har sgu altid været for snobbede til mig, giv mig en jolle og en trombone og så mødes vi sgu nok et sted ude i verdenen.

 
                          Om ikke andet, så find musikken og så finder du mig.
                                                    Line Mikjær

En udstillet abe i bur.

Er vi virkelig alle dømt til at gå rundt og snuse til hinanden? Jeg har altid gjort oprør mod netop det fænomen, og har ofte været folks samtaleemne – en udstillet abe i bur. Faktisk et ganske passende udtryk, for mennesker i dag glor som om at de blev betalt for det… I dag da jeg stod med en kær veninde ude for at trække luft, kom der en gruppe ud fra vores undervisningsbygning – de snakkede højlydt til min veninde og ønskede hende en god weekend; der lagde jeg mærke til hvordan en høj mand, i den tid det tog dem at passere os, gloede på mig – sådan nærmest brækkede sin hals af led fordi han vendte sig for at kigge og lige efter var det straks tydeligt at han snakkede med en af de andre omkring mig.. Min veninde kiggede undrende på og spurgte: ”Hvem pokker var det?” tja det vidste jeg ikke lige og jeg skød egentlig ikke noget i det.
            Det ganske komiske var så at da jeg så gik igennem byen for at nå ned til mit tog, mødte jeg ham igen – faktisk overhalede jeg ham: da han pludselig kom løbende efter mig imens at han råbte efter mig. Han havde næsten fat i min skulder før at jeg egentlig opfattede at det var mig han talte til – så jeg hev musikken ud af ørerne og kiggede op på ham med hovedet lidt på skrå, og så med en kommentar om jeg kunne hjælpe ham..og han smilede bare skævt og studerende: ”Jeg tænkte på, hvor har du købt din hat?” jeg må indrømme at jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt skævt af ham, og fortælle at det var en gave jeg havde fået af min mor for nogen år siden.. 

            Faktisk gik jeg og morede mig kostelig over den kommentar længe – for enhver der kender mig ved at jeg ikke forlader huset uden en hat på hovedet. Hattene jeg ejer er alt fra de mest almindelige, til mange sære fund, i alt har jeg 38 stk. og jeg ved der vil komme mange flere.. Mine sære hatte og så meget andet er med til at gøre mig til en udstillet abe i bur – folk dømmer efter udseende her i landet og efter hvad de ser, vælger de om personen er noget værd: uanset om han/hun er fornuftig eller ej.. Hvad kan det så fortælle os? Jo at vi alle er aber i bur til særudstilling i samfundet – nogen mere end andre, og jeg kan glædeligt indrømme at jeg er en af de godt ramte. Det går mig faktisk ikke synderligt på – folk har ret til at mene hvad de vil og jeg selv: ja jeg mener at jeg er et skønt menneske med en genial med tosset tankegang og det kan ikke ændres på.

Line Mikjær

 

Intet kan gå galt.

 Jeg føler mig tilfreds – smilende og måske en anelse kulret.

Jeg har lige taget turen igennem Viborgs opgravede gågade, for at nå toget hjem. Med musik i ørerne som jeg plejer – især efter at mobilen er begyndt at ville spille musikken. Vejret et klassisk efterår; regn og med præg af at folk ser sure ud. Men lige der, lige midt i myldret af sure mennesker ved ti tiden i Viborgs inderby – der går jeg i min drivvåde jakke, ganske velvidende om at jeg kommer til at gå før min far kommer til toget og henter mig. Men alligevel ved jeg at det ikke slår mig ud; jeg er et stort smil og musikken spiller løs. Det har faktisk været en ganske kort og utrolig kedelig dag med engelsk, og jeg må indrømme at jeg havde lyst til at blive i sengen i morges – men dårlig samvittighed overfaldt mig og jeg styrtede ud af døren for at nå mit tog. Ganske glad og tilfreds vandre jeg igennem regnen med viden om at der er mere undervisning i aften, nemlig Kemi B og så billedkunst lektier oven i købet – faktisk glæder jeg mig til det. Selv om jeg ved hvad der er i vente når jeg kommet hjem, et køkken der vil ryddes op, hunde der vil fodres og ind i tørvejr – men ved du hvad? Jeg er nynnende og tager det hele med et smil – om det er musikken eller noget helt andet der har påvirket, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Mit blik er fremad rettet og jeg er klar til at afslutte mit liv i Viborg – med nye venner på slæb som tog mig som jeg er, gamle venner som altid har støtte, og ikke mindst mine forældre som kender mig bedst. Nu er jeg klar til at komme ud i verdenen og jeg ser frem med spænding til at skulle flytte til sommer – siger jeg nu hvor jeg har 3 afleveringer der ligger og venter, andre lektier og ja et efterår hvor lykken tydeligvis tilsmiler mig.
              Og jeg har aldrig troet på det der lykke – men i dag gør jeg en undtagelse og lader mit muntre sind overtage verdenen. Desuden kan jeg ikke lade vær med at smile og bare stråle som en anden sol – jeg tror næppe det var engelsk undervisningens skyld, men alligevel gør den også noget, for jeg kan ikke vente til at det tid til at flyve videre ud i verdenen – og alligevel vil jeg nyde mit sidste efterår hjemme på gården, det er her jeg er født og her jeg har boet hele mit liv. Jeg indrømmer højt og helligt at jeg nok ikke har været mere glad end netop i dag, hvorfor ved jeg som sagt ikke – men jeg nyder følelsen af at svæve og føle mig afklaret.

 

Line Mikjær

 

En frustrerende fredag

Tags

Frustrerende

Min fredag startede som en fantastisk dag, da jeg skulle have historie, hvilket er mit yndlings fag over alle. Selvom at mine normale 3 timer var cuttet ned til 2 gik det mig ikke så meget på, som det normalt ville. For vi havde 2 utrolig spændende timer, og efter at vi havde fået fri skulle jeg hjælpe nogen med at få lavet kemi rapport.
I historie havde vi om Danmarks udvikling fra slutningen af 1800-tallet til 1950 ca. dette var et utrolig spændende og lærigt emne, som jeg havde læst på aftenen før, så jeg havde ikke svært ved at følge med. Ligeså havde jeg ikke svært vd at lave kemirapport med de 2 andre, selvom at jeg havde glemt mine noter… hvilket vist er en typisk mig fejl, men jeg slap da uden om det…
Hele min dag ramlede sammen kl 11:00 præcis da Ejner ringede til mig, og fortalte at det i morgen var aflyst. jeg blev så frustret af jeg ikke kunne huske hvad jeg var ved at skrive under fremgangs måde i rapporten sammen med de andre, det var en smule som om at det hele bare kørte rundt i hovedet på mig. vildt frustrerende..
Lørdag aften havde jeg nemlig planlagt at hive med kære veninde Gitte med i byen, og spise.. eller dette var mit dække, faktisk skulle vi ud og høre en af mine  kammerater spille til et karneval, men som Ejner ringede og sagde, så var der ikke nok tilmeldte.. det tror da fandens med 250 kr for at spise og komme udkældt i et forsamlingshus… Dette gik jeg så og ærgede mig over hele weekenden, for jeg havde planlagt det ned til mindste detalje osv… men ikke nok med at dette blev aflyst, så kunne jeg heller ikke få fat i min far da jeg skulle hentes ved toget… noget som ødelagde mit humør endnu mere, jeg frygtede at jeg skulle gå hjem endnu en gang som jeg havde gjort ugen før… 6,4 km i kulde er ikke lige det man lyster efter en opringning og at ens dag er blevet smadret… så en klassekammerat, som også er gode venner med min storebror valgte at holde mig med selskab, da han synes at det var synd for mig at gå hjem i det humør.. så jeg gav et smurt rundstykke, og så begav vi os hjem… men vi var ikke nået ud af byen endnu, kom min far kørende.. reddet, dette var et lille lyspunkt i denne dårlige dårlige dag.

I flere timer sad jeg der hjemme og surmulede, lige ind til Jacob udbrød “Hey der er Kristian Lilholt i Rindsholm” vupti så var jeg vågnet op til dåd og fik ringet rundt til mine sædvanlige koncert kammerater.. men ingen ville med.. endnu mere nedtur.. så stædig som jeg er, valgte jeg at tage afsted alene så, fordi jeg havde simpelthen brug for at komme ud og få noget godt humør skudt i hovedet. Men på en eller anden måde fik jeg spurgt min kære far om ham ikke ville med, og overraskende nok, det ville han gerne. Så kl. 19 tog vi afsted mod Rindsholm, og fik placeret os i det utrolig lille forsamlings hus, hvor alle kendte hinanden pånær os.. Vi oplevede at sidde lige i åbningen, så jeg skulle hele tiden rykke mig frem og tilbage, men det bedste var nok at bandet skulle igennem hvor jeg sad, det var utrolig hyggeligt.

Nå men, en Lilholt er ikke kendt for sin evne for at gå på scenen til tiden, men der imod at tage hånd om sit publikum og give dem en fantastisk aften. Hvilket Kristian er usædvanlig god til, nogen aftner er han dog bedre end andre, og jeg må sige at denne aften gjorde han det fantastisk, ingen gang i løbet af 5 minutter fik han fanget sit publikum, og de fulgte ham lige fra start med kærlig hånd. Dette var en fed oplevelse at se, hvordan alle var trylbundet af den smukke musik. Jeg kan ikke skrive særlig meget om koncerten, da jeg var en af de publikummer som han havde trylbundet fuldstændig, man skal være der før man ved hvordan en af hans koncerter foregår, for de er så specielle fra gang til gang, der er altid en ny detalje.
Jeg har hørt Kristians musik lige siden at jeg sad i bar røv på gulvtæppet i stuen og legede med legoklodser, så jeg ved hvor meget tryghed man kan finde i hans musik, og hver gang at jeg høre hans instrumentale numre, flyver min hjerne straks tilbage til dengang jeg var en lille unge, med krudt i røven. Jeg kan sige en sætning om denne aften.

Den reddede mit humør

Livet er for kort, derfor lever jeg det.

 
Tider kommer og tider går. Gode tider husker vi bestemt og de dårlige lærer vi af. Vi bliver bedre mennesker med ny viden. Vi vågner op og falder i søvn. Vi drømmer og vi lever.

Mit år har været præget af de gode tider, god samvittighed, ny styrke, og en masse bekendtskaber. For første gang nogensinde tog jeg mig af min skolegang, fordi det interesserede mig. Jeg følte på ny en styrke så stærk at den sparkede mig i røven og bad mig om at komme i gang. Lige pludselig var det sjovt at have matematik, dansk og engelsk. Det var fedt pludselig at finde ud af at man var bedre end mange af de andre, fedt at kunne forstå hvad læreren snakkede om og fedt at kunne hjælpe andre. Det første halvår gik så hurtigt at jeg ingen gang opdagede at det var der, der var ingen besværligheder, det hele kørte som en leg. Jeg fik en masse nye kammerater, som selv den dag i dag er mine kære kammerater. Det var fedt endelig at kunne slappe af i en klasse uden at føle sig uden for.

Desuden kunne jeg nu åbne op og vise at jeg udmærket vidste hvordan verdenen egentlig ser ud.. Jeg fandt ud af at der var flere ting jeg sagtens kunne, hvis jeg bare tog mig i nakken og gjorde det. Min karma er blevet mere rolig og jeg har på ny fået en behagelig følelse i maven.

Jeg kan huske at jeg sidste år ved denne tid, kunne føle at 2010 blev noget særlig og det gjorde den også. Der er sket så mange ting der har givet mig et fantastisk år. Jeg har fået mig en lillebror i Århus, samt genfundet mine søstre og reserve mor, jeg har mødt nye mennesker, jeg har oplevet nye ting, været til en masse musik, fået nye bekendtskaber inde for musikken, fået tilnavnet som hende den flinke fra Viborg, oplevet at jeg kan klare mig uden at hænge fast i min mamas arm som den kylling jeg nu er, jeg har fået snakket med flere af mine idoler, og jeg har fået levet en masse drømme ud. Jeg vil med ro i sjælen påstå at jeg tror at 2011 bliver mindst lige så speciel og oplevelsesrig.

År 2010 vil jeg betegne som kunstens år. Jeg har leget med min kreativitet på flere forskellige måde, eksperimenteret med nye måder at male på, udforsket muligheder og ikke mindst fået gang i min portrættegning igen. 2010 har budt på flere malerier til familien og endda nogen til vennerne. Desuden indrømmer jeg med lykke i hjertet, at det kunstværk jeg er mest stolt af er faktisk et simpelt lille maleri, hun tog mig kun 2½ time at lave. Men hun blev den smukkeste, og mest kreative af alle dem jeg har lavet i år. Jeg satte mig blot ned og vupti, så var hun tegnet i min sjæl og jeg måtte bare fange hende på det smalle lærred. Hun fik vinger og fløj ud af mine tanker ned i penslen og blev det smukkeste nogensinde.

Året der er ved at runde af, blev musikrigt og jeg ville ikke ønske det anderledes. Jeg fik opdaget ny musik, fandt nye mennesker at følge. Mine følelser hænger sammen med musikken, og hvor musikken var, var jeg også. Jeg siger pænt tak til Gitte og mama der var med mig på alle turene, som nød musikken med mig, og som forhåbentlig hyggede sig lige så meget som jeg selv gjorde.
Musikken bragte os fra Strib på Fyn op til Jerslev i nord, ned til Aalborg og videre rundt i landet til Sønderborg. Vi blev ført de mest tossede steder hen, til de mere normale, til de fine og så tilbage de helt skøre steder. Vi blev født med hobo-genet i årerne, vi sov i børnehave, i et huset med sære værter, hos hinanden og helt fjerde steder.

Hellere brænde end gå til af rust
lad nogen røre din flamme
for at hekse må du ha en kost
lad os flyve med det samme
-Lars Lilholt: førend vinteren kommer

Der var pinlige tider, der var sjove tider, der var gode tider, der var mutte tider og der var fantastiske tider. Der blev sunget, leget, spille, grinet, oplevet, opdaget og forsket.
Livet er kort, men vi kan stadig få en masse oplevelser og ny viden. Vi kan lære at nyde livet og vi kan lære at spilde tiden. Jeg spurgte engang ud i luften om jeg spildte tiden og der var delte meninger; nogen mener at man skal skynde sig at tage en uddannelse, få arbejde, familie og villa.. Andre mener at man skal nyde livet, bruge den tid man har på noget sjovt.. og de sidste vidste det ikke. Det er spændende at se hvordan livet påvirker hver eneste sjæl, man kan kun blive betaget af at se hvordan andre lever deres liv. Nogen opdager ingen gang at dagene går, andre stresser over det de ikke nåede, nogen tager det rolig og lader tingene komme når de kommer, nogen helt andre vælger at rejse væk fra deres problemer uden at opdage at problemerne følger med, og så er der dem som mig der bare lever i sin egen drømmeverden og lader tingene flyve forbi, imens at verden og nye steder bliver udforsket.

Jeg har i det år, som vi om få timer siger farvel til, også holdt et foredrag på skolen, om hvordan det er at være asetroende. Aldrig har jeg oplevet så mange der lyttede interesseret til mig, som spurgte ind og som synes at det var fedt at deres klassekammerat ofrede til de gamle guder. Jeg fortalte og fortalte og de tog det til sig, og stilled stadig den dag i dag spørgsmål. Selv min onkel spurgte mig om hvorfor jeg egentlig fejrede jul, når jeg ikke var kristen og jeg kunne muntret forklare ham med et glimt i øjet, at vikingerne fejrede jul længe før kristendommen opstod, samt at jeg fejrede solhverv og ikke Jesuses fødsel.

Jeg indrømmer glædeligt at jeg er en drømmer, fyldt med særhed og underlige tanker. Men jeg er stolt af det, jeg er stolt af at jeg kan nyde livet uden at skulle stresse. Jeg synes det er fedt at folk vender sig efter mig fordi at jeg har noget sært tøj på, eller fordi at jeg kan gå rundt uden at være pinlig berørt over at synge en sang på åben gade. Det er nogen af de ting der beskriver hvem jeg er, de er med til at fuldende min sjæl. Det er den drømmende Line der er fyldt af kreativitet, charme, musik, særheder og kærlighed. Når jeg ser på mig selv med andres øjne, ser jeg stadig den lille pjattede trold som jeg er. Jeg elsker at drille og pjatte, men jeg gør det også kun indtil at folk siger stop. Jeg er måske bare født under en sær stjerne og med en drillenisse der blev gemt i min sjæl. Jeg elsker at se mig selv more mig og jeg kan endda finde på at stoppe op og gribe mig selv i ikke at more mig. Jeg hjælper folk hvis de behøver det. Jeg smalltalker fordi at det er hyggeligt og jeg er rablende sær og åben for nye muligheder. Der intet sjovt i at lukke sig ind og gemme sig bag en maske. Bryd masken og lev livet. Det gør jeg og jeg har aldrig haft det bedre. Det er drømmeren i mig, der har fået mig til at uploaded en af mine historier på nettet, bare fordi at jeg kunne og sjovt nok kan folk lide at læse den. Det gør mig lykkelig, at dele min kreativitet med andre.

Mit år er helt klart gennemført med charme og lykke. Jeg håber jeres ligeledes har været som i ønskede det. Jeg bukker dybt og ønsker jer alle farvel i det gamle år og siger goddag til det nye.

Vær opmærksom på meldingen folketingsmænd
blokér ikke døren, hold ikke igen -
det går galt hvis du gemmer dit hoved min ven
når Ragnarok ryster ved huset
med klaprende vinduer
på vaklende grund
for tiderne skifter
-Lars Lilholt: tiderne de skifter

Musikkens anker i mit liv

Forleden dag fortalte en mand som jeg ser meget op til, at han havde tit undret sig over hvad en ung pige som mig lavede til så mange koncerter.
Jeg fik desværre aldrig rigtig svaret ham, men mama fik sagt noget med at hun havde opdraget os med musik.
Jeg tror mit svar ville være at,

musikken er min afslapning, min ro  og min ferie.
Jeg lever i en stresset hverdag, det hele køre forbi mig, uddannelse, fritid og lektier. Men i weekenderne kan jeg endelig slappe lidt af.
Men den bedste afslapning for mig har altid været musikken, jeg tror at det er noget som jeg har fra barndommen.
For at falde til ro sætter jeg altid mit yndlings musik på, sætter på på gulvet og meditere.
Det er den rene ferie for mig at stå foran scenen til en koncert og rocke med på sangene, og opleve publikums glæde.
 At kunne stå og danse til tonerne der kommer ud af hvert instrument er en leg, en smuk lille leg som jeg som barn elskede at lege.
Men når koncerten så er slut, og den langsomme hverdagen starter igen tæller jeg glædeligt ned til den næste lille ferie, som bare venter på mig, og vil fylde mig med latter og ro.

I mit hoved har jeg et lille kammer hvor jeg gemmer alle mine musik oplevelser, alle de mange Lilholt koncerter jeg har været til, spille aftner, de glade sømænd ovs.
Så jeg altid kan genopleve den koncert jeg nu gerne vil.
Det er for mig en effektiv måde at slappe af på, når der er for lang tid til en lille musik ferie.
Musikken har som sagt altid fyldt mit liv, den har trøstet mig, såret mig, hjulpet mig på vej, givet mig selskab, og styrke.
Givet mig lyst til selv at spille, hvilket jeg ikke har haft lyst til i snart 7 år, jeg er for anden gang i gang med at spille guitar, bassen har jeg også før været igang med,´
men det instrument jeg nok mestre bedst er min march fløjte samt tværfløjten.

Jeg er et meget kreativt menneske, så jeg er  sårbar overfor min fingre, da jeg maler og tegner meget.
Men det skal ikke standse mig, jeg har også lyst til at sidde med mine brødre og spille musik, de er langt bedre og mere erfarende end mig, men de dømmer mig ikke.
De bliver til noget stort en dag, og der vil jeg gerne kunne bevidende at de er mine musikalske brødre og udfra en musikalsk familie.
Jeg glæder mig til at kunne stå ved deres side og nynne med på deres sange.

Det er en oplevelse i sig selv at stå til en koncert, og lade sangenes visdom fortrylle dig.
Men det specielle ved en koncert er at du lader dig styre af musikkens toner, du bevæger dig automatisk mod den og finder din lykke.
Nogen gange er man så heldig at møde musikeren bag din fortryllelse, det er en skøn følelse der fylder dig,
og du lader dig bevæge af hans charme og musikalske toner.

 

Jeg føler på præcis den måde som en klog sangskriver skrev sidste år.

Jeg fór ofte vildt når det virkelig gjaldt,
men bed dog mærke i,
at der hvor mine tåre de faldt,
gennem håb og ramme skrig.
Ja det var der mit hjerte slog,
for alt hvad det betød.  
Når jeg fór vild så gik jeg mod det sted hvor musikken lød

- Lars Lilholt

Engelsk stil jeg afleverede d. 13/09/10

The lonely singing racoon.

 

Once upon a time there was a little racoon named Jonathan who wanted to be a star. He lived in the big Mushroom city in the green forest.
Jonathan went out from the little house to find his dad, who was working in the tulip fields, where almost everybody in the city worked, because they used the seeds from the tulips to make their very famous tulips cookies, which were loved in the whole country.
Jonathan found his dad in the corner of the fields, where he was harvesting a yellow tulip “DAD DAD DAD!” the little racoon yelled “guess what!?” His dad let the tulip fell down on the ground and looked at his son “what little Jonathan? “ Jonathan jumped up and down, while his tail tried to follow his body “I want to be a world famous singer!” The dad dropped his tools at the ground and looked very choked at his son “WHAT? But you can’t sing?!” Jonathan stopped jumping, and looked  at his dad’s face with tears in his eyes “Yes I can, grand-grand said so.”  The dads face turned yellow and it was easy to see that he was getting angry “Grand-grand is an old deaf woman! You can’t trust what she is saying!” Jonathan felt the tears dripping down on the ground; he couldn’t believe what his dad was saying. Grand-grand had always told the truth, she loved when he was singing a goodnight song for her every night. He turned around and ran back to the city.

He ran into his mom’s shop, and when his mother saw that he was crying she asked, “what’s wrong my dear?”  He looked at her with his eyes wet of tears “Daddy said that I can’t sing. I want to be a famous singer!” his mother started to laugh because she thought that Jonathan was making fun of her. “Grand-grand said that I have the most wonderful voice” the little racoon smiled proudly. But then his mother laughed more and more and he got sad again.
The next morning Jonathan nearly had forgotten what his parents had said about his singing. It was a beautiful morning in the Mushroom city, the birds were singing. Jonathan jumped happily down the street and started to sing with the birds. But suddenly people threw things at him, and even the birds stopped their songs. He looked around and saw that all the windows in every single house were destroyed and the Mayors new fine expensive wine glasses which had just arrived were destroyed too. The mayor’s face turned quickly red and with long steps he came over to Jonathan “ehhh… Good morning Mr. Mayor!” Jonathan was suddenly quiet “JONATHA N, it can’t go on  like this anymore! I don’t want to hear your singing anymore in Mushroom city! You destroy everything.  Sing somewhere where we can’t hear you!  Best on the moon or the sun, or else far away in the fields!” with these words the Mayor sent little Jonathan out of the city.

Jonathan went down the street with his head bend. He saw his dad sent him an angry look, when he passed him on his way to beyond the fields. Jonathan stopped in the end, and there he sat on a rock, crying, lonely and without any friends.

“Help help!? Somebody help me!?” someone with a tiny voice yelled near the place where Jonathan were sleeping, he sat up with such a hurry that his head bumped into the branch over his head. “HELP HELP!” someone yelled again, Jonathan ran to the place, and saw that a little blue frog was pushed into a corner by a snake. Now he had to think fast, he grabbed a branch and hit the snake over its tail. It turned angrily against him and whispered, “damn you! Now I’ll eat you first” Jonathan jumped over the snake at hit it again and again until it gave up and disappeared. “Thank you little hairball” the frog said, Jonathan smiled proudly, “you’re welcome. What are you doing out here where there are a lot of snakes?” The frog got very embarrassed and croaked “I ran away from home, because my parents didn’t have enough food for me and all my sisters. But they knew that I am okay. My name is by the way Arthur, what’s yours hairball?” Jonathan looked sad at the little frog, but then smiled at it. “Hello Arthur, my parents named me Jonathan. I am sorry to hear about your family, are you hungry?” Arthur nodded and jumped up into Jonathan’s hand. With his other hand the little racoon found a cupcake with tulips in his pocket and gave it to the little frog. “By the way, what are you doing out here? Did you also run away from home?” croaked Arthur with his mouth full of cake. Jonathan  looked over his shoulders and said with a sad voice, “the mayor sent me out here, because I am not allowed to sing in the Mushroom city anymore. They don’t like it when I am singing. Even my parents hate it, so if I have to sing, it has to be out here … but I wonder who is going to sing for my Gran Gran now?” Arthur looked at him and said with at quiet voice “I don’t think you sing badly. Maybe you just have to practice.  Maybe someday they will all look at you with a big smile a say >Jonathan you are great! <” Jonathan smiled and clapped Arthur at his head and smiled “Thank you Arthur, I like you” Arthur jumped up at the racoons shoulder and laughed “I like you too, little hairball, ups sorry Jonathan”

The two friends spent all their time together. Arthur helped Jonathan with his singing, and after his lessons they played tulip ball – a game they had invented themselves.  After a while Jonathan’s  singing had improved a lot. “It sounds great hairball! Maybe they want to hear you now?” Arthur croaked with a proud voice but Jonathan didn’t say anything. “Come on Jonathan, you have been practicing for 2 weeks now” “but I am not ready yet. I want it to be absolutely wonderful when it happens” Jonathan whispered. In the same minute they heard a noise and a lot of screams behind them. Jonathan’s black face turned white “DAD!” He ran through the tulips, and saw a fire in the tops of some of the tulips. Arthur jumped after his friend and saw with an overwhelming fear a dragon flying over their heads.”Jonathan, there is a dragon! We have to run away!” Jonathan saw that his dad was caught under a big blue tulip. The dragon landed just in front of him and swallowed more than 10 tulips “uh I can see that I get dessert today” it laughed with a scary harsh voice. Jonathan stood stiff and saw his dad was fighting for his life under the tulip. “SING JONATHAN DRAGONS HATE SONGS!” Arthur yelled and helped his friend on his way and together they started to sing ‘Angels watching over me’.

“All night, all day,
Angels watching over me, my Lord.
 All night, all day,
 Angels watching over me.

Sun is a-setting in the West;
Angels watching over me, my Lord”
Sleep my child, take your rest;
Angels watching over me.”

The dragon spread its wings and flied away screaming loud and horrified. “I said you could do it, dear hairball” Arthur laughed cheering and jumping up at his friend shoulder again, “Dad dad are you alright?” the little raccoon ran over to his dad, and removed the tulip “my dear boy, how did you do that?” his dad cried proudly, Arthur croaked “we just sang, dragons hate songs” First the dad didn’t believe them, but the he took them to the magic raccoon mother, and then he was convinced.

 “Little Jonathan, I heard that you scared the dragon away” the raccoon mother said and petted Jonathans chin “Yes raccoon, me and Arthur did, but I can’t sing, so I only scared it away with my ugly voice” he said with a sad but though proud voice, the raccoon mother smiled at him and said “because you saved our city, I’ll give you a voice that only kings can dream of. And for little Arthur, I have this little anti-snake jacket.” The boys smiled happily. “Then Jonathan, I want you to go out to the city, and sing, sing like you never did before!” she laughed and disappeared.
Jonathan took his dad’s hand, and went out to the population, with Arthur on his shoulder, and together they sang like never before.

Finally the little raccoon got famous and as in all good fairy tales Jonathan and Arthur lived happily ever after travelling over the whole world singing for Kings, Queens and Emperors – and the dragons they never found rest again!