Jeg har nydt at bruge denne side, men nu er det på tide at rykke videre og derfor har loggen har fået nyt sted at leve på, nemlig ovre på mit eget domæne https://www.linemikjaer.com designet er det samme, men for eftertiden vil alt komme til at foregå på den nye side.
Håber I følger med.
Endnu et år er ved at være gået. Om ikke længe siger vi farvel til 2017. Dette betyder goddag til et nyt år og et nyt kapitel i vores liv.
Det lyder så fint, når man får det ned på skrift. Tænker man over det, så giver det alligevel god mening. Hver år er et nyt kapitel – måske ikke et stort kapitel, men et nyt kapitel i vores liv, hvor der kan ske en masse og vi bliver ældre. Vi bliver visere på nogle ting og oplever helt nye. Genfinder måske noget vi havde mistet i form af venskaber, forlagte sager, kærlighed eller noget helt fjerde. Det kan være vi oplever en del modgang, men denne modgang er kun med til at gøre os endnu stærkere. Her er det vidst ikke nogen nyhed at jeg taler af bitter erfaring.
Meget skidt kan siges om 2017 for mit vedkommende. Det har været et år som ikke har stået til at bidrage til megen positivitet i mit liv. Disse tider kommer og der er ikke meget andet, at gøre end at tage og stå imod. De er ofte med til at gøre os til bedre mennesker. Jeg oplevede et stort breakdown som påvirkede mig og min omverden en del. Dette betød at jeg måtte starte helt forfra på en del ting. Der var ting og personer jeg måtte skære væk fra mit liv, for ellers ville jeg ikke få det bedre. Dette blev gjort og dette bliver stadig arbejdet med. Når man.. Nej.. Det at jeg kom i denne situation, betød at jeg ikke ligefrem fik mange nye bekendtskaber i mit liv. De få der kom ind, er også nogle af dem som jeg virkelig ikke har tænkt mig at slippe igen. Måske siger jeg det ikke til dem, men jeg ved at de selv ved at de har gjort alverden for mig. Jeg er lykkelig for at de har taget imod mig, selvom at jeg er et tosset rodehoved for tiden. Men som en af dem siger, lige meget hvor slemt det står til – så har jeg altid en positiv bemærkning. Jeg er trods alt modgang, blevet kendt som hende den positive.
Jeg starter mit 2018 ud med 3 eksamener. Eksamener som jeg egentlig frygter, men grundet god støtte, tager imod med åbne arme. Jeg er stresset, men jeg kan mærke at jeg har rykket mig. Til februar starter det nye semester og jeg er spændt på hvad det bringer.
Generelt er jeg spændt på hvad 2018 kommer til at bringe. Det eneste jeg har styr på, er mine koncerter vante sommerkoncerter. Jeg har nogle film jeg gerne vil ind og se i biffen. Men ellers.. Ja guderne vil vide hvad året kommer til at bringe. Forhåbentlig en ferie til udlandet. Bare en lille en, det er mit håb og min plan. Men det er jo sådan med mig at mine planer oftest ændres let. Jeg håber i hvert fald på, at året ikke bliver lige så hårdt som dette. For selvom megen modgang gør en stærk, og at det har givet mig flere ting at være lykkelig for.. Så er jeg ikke sikker på at jeg ville klare mig lige så godt igennem endnu et af slagsen.
Jeg bukker og nejer dybt. Takker for alle jeg har mødt, alle der har hjulpet, alle der givet mig modgang. Takker for de få gode stunder, samt alt den kærlighed jeg har modtaget. Jeg sætter pris på hvert eneste kram jeg har fået og hver en hilsen. Jeg har kun en ting, som jeg håber at kunne få næste år som jeg ikke fik i 2017 – et kys eller flere.
Med det vil jeg blot ønske jer alle et smukt nytår og en forsat god jul, samt pas nu på jer selv derude!
Jeg går rundt med en masse tossede følelser lige pt. Egentlig føler jeg, uden at føle noget. Jeg tænker ikke så meget, min hjerne er gået ned på den front. Det betyder at jeg i det mindste ikke overtænker. Der er helt blank og kommer der så en flygtig tanke, så er den væk efter et par minutter. Så er den glemt igen. Så jeg er ret distræt. Derfor har jeg besluttet mig for at skrive ned, hvis jeg kommer på noget.
Hvad nu hvis, man bare kunne tænde og slukke hovedet? Det kunne da egentlig være lidt blær? At når det hele bare bliver lidt for meget, så kan man slukke for alle tankerne og følelserne? På den anden side er de jo med til at gøre en til den man er. Jeg er nok bare træt af, pludselig at kunne sidde og tude til et eller andet fuldkommen latterligt. Det sidste var det sidste afsnit at Brødrene Mortsensens julekalender.. Og jeg aner ikke hvorfor, det sker bare.
Hvad nu hvis, folk faktisk lærte at tage mere hensyn? Folk kigger sig virkelig ikke for hvor de går. De ser ikke andet end deres egen næsetip. Her i weekenden har jeg været så tæt på at tænde af på flere personer, fordi de bare vadede direkte ind i mig og jeg i forvejen havde svært ved at balancere på en fod og krykker. Selv i bus og metro ser folk ikke mere end deres mobil. Flere gange har jeg stået op i metroen og kæmpet med balancen på krykkerne. Tilgengæld er buschaufførerne så søde, at de ventede med at køre til at jeg var kommet ned og side. Jeg har et lille håb om at folk en dag, får øjnene mere op.
Hvad nu hvis, man kunne finde ud af at snakke bedre sammen? Jeg mener, der er så mange mennesker der taler forbi hinanden og egentlig har den samme holdning, de har bare for travlt til at se det.
Hvad nu hvis, man lige skruede lidt ned for stressen. Især når man er ude og handle. Så slipper man for at folk bumler ind i hinanden og går sure omkring. Brokker sig i køen og snyder foran. Giv tid og vær glad i stedet. Din mælk bliver ikke dårligere af at du er høflig.
Hvad nu hvis, man stoppede telefonen i lommen og kiggede sig omkring. Sendte et smil eller to ud i verdenen. Så ville alt virke bedre og mere imødekommende. Hvis man kigger sig omkring i en folkemængde, så står i hvert fald 80% med en telefon i lommen eller har headset på, fordi de høre musik. De lukker sig mere og mere inde og lader ikke rigtig nogen komme tæt på.
Hvad nu hvis, man selv var med til at bestemme hvem man forelskede sig i? Så det ikke bare var følelserne der gik ind og styrede der? Det ville sgu være meget rart. Så slap man for et knust hjerte hele tiden. Forelskelse er dejlig, men endnu dejligere hvis den får lov til at flyve og ikke bare blive gemt væk. Jeg siger det bare. Det kunne være nice.
Eller hvad nu hvis, man kunne gøre lidt mere for sine medmennesker? Holde døren. Lette sig fra sædet hvis der er en der har brug for det. Tilbyde en hjælpende hånd eller bare sende et smil til kassemedarbejderen eller en som ser ud til at mangle det. Gøre noget godt for en anden, som ikke lige et bekendt. Det ville gøre så meget for os selv og alle andre. Man kan gå i seng med en bedre følelse i kroppen.
Ja det er sgu nok en lidt forvirrende titel, men nu jeg tænkte over det, så skete det faktisk igen.. Og der var det jo ligesom mandag. Så det hele startede i går, men jeg lagde først helt mærke til det i dag. Her til morgen. Faktisk allerede i nat. Forvirret? Ja velkommen til min verden. Jeg har altid skrevet som jeg tænker, det gør det hele lidt sjovere – så byder jeg dig lidt ind i mit hoved – så kan du se hvordan jeg ser alting, eller bare lidt rettere.
I går, mandag, rejste jeg igennem landet, for at komme hjem og passe min hverdag. Jeg tog det sene tog, for at kunne nyde min familie lige det mere. Ærligt det var ikke ligefrem fordi jeg havde vildt meget lyst til at give slip for dem. Nå tilbage til turen. Det var med DSB, og overraskende nok var toget ikke forsinket overhovedet. Det kørte til tiden og kom til tiden. Det var sgu ret. Jeg elsker at køre med tog, bare at kunne sætte mig ind og ikke tænke på at skulle skifte før flere timer efter. Det er så afslappende. Jeg var forberedt på at skulle vente længe på transport hjem i København, da der var sporarbejde. Men takket være Gitte, som foreslog at jeg kunne tage Øresundstoget, var jeg hjemme 12 min efter at jeg var stået ud af toget. Normalt tager det 20-25 minutter, så jeg klagede bestemt ikke. Der gik alt som det skulle. Så bedst som jeg troede at jeg var begyndt at være bare lidt heldig, så kom tumlingen, som jeg altid har været, og bankede mig hårdt i hovedet: “Næææææ du skal da ikke være glad og jublende!” bang! Så havde jeg hamret min tå ind i sengen. Sådan den klassiske med lilletåen. Sådan et ordentlig stød at man vælter ned i sengen, mens at man ømmer sig. Yup yup helt klassisk.
Det var først i nat, at det der gik op for mig, at tåen vist ikke bare var forslået. Eftersom at hver eneste gang jeg vendte mig i sengen, og det gør jeg virkelig ofte, så kom der voldsomme stød igennem min fod. Da jeg så her til morgen havde fået bare lidt øjne igen, og kiggede ned for at se hvad vægten viste, ja det må jeg indrømme at jeg spærrede mine trætte øjne mere op. Der hvor min ellers fine lille… sære lilletå normal er fuldkommen bleg, ja der var nu en stor blå øm tå. Godmorgen! Du har reddet dig en brækket lilletå.. Der er ingen tvivl om det, når man er vokset op i min familie, så ved man hvornår noget er brækket. Av.. Det bliver en meget meget laaaaaang uge!
For snart 3 år siden smed jeg et blogindlæg op om 100 ting om mig, det fik jeg lyst til at gøre igen. Dog bare med 50. Så her goes, det kan være noget bliver gentaget, men hallo vi har jo kun det sjov vi selv laver. Vi mangler lidt sjov i hverdagen for tiden, jeg oplever alt for mange, der bare går rundt i deres egen verden og ikke tør dele noget ud om dem selv. Jeg håber jeg kan pille lidt ved det med dette sjove indlæg. Om ikke andet kan man nyde synet af mig med nissehue og morgenhår!
Jeg er en krammer. Jeg elsker virkelig kram! Det er noget af det bedste jeg ved, og jeg nyder at udele dem. Den omsorg der er ved at give et kram, den tryghed det udstråler – det er fantastisk. Jeg har nogle piger jeg mødes med en gang i ugen, hvor der så bliver snakket en masse emner igennem. Der kommer en masse følelser ud, som lige skal tages stilling til og som der skal arbejdes lidt med. Når vi har snakket så følelsesladet, så har man typisk brug for et kram. Det er bare ikke mange der tør at give det. Jeg oplevede det i dag. Der var et emne der rørte en så dybt, at hun havde brug for en pause – så midt i pausen kom jeg forbi hende på toilettet, og jeg kiggede på hende med store varme øjne og spurgte blidt. ”Er du okay?” hun lyste straks op, fordi der var nogen der turde spørge. Uden noget så gav jeg hende et stort kram og forsatte. ”Det er godt at komme ud med det, så du ikke brænder inde med det.” hun blev så glad. Mest af alt for krammet. For det var lige det hun havde brug for.
Jeg har selv tit behov for et kram. Det er bare ikke så ofte at jeg kan få det. Det er nok derfor at jeg er en stor giver. Typisk kan jeg se på en person, hvis de har brug for et kram. Det er fantastisk. Det er sgu nok også derfor at nogle af mine veninder kalder mig for mor. Fordi jeg har så meget omsorg og kærlighed at give af. Jeg vil så gerne hjælpe.
Nogle gange er sådan en favn man bare kan forsvinde ind i det aller bedste. En favn hvor man kan stå og gemme sig lidt og bare mærke den andens tryghed. Nøj hvor jeg savner det. Kram fra venner og familie er fantastiske, men der er lidt langt mellem de helt store bamsekram. Ikke at det gør noget, for hvert et kram er en gave i min verden.
Det siges at en kvindes taske indeholder alt muligt ubrugeligt. At vi altid slæber rundt på de mest særeste ting. Det kan godt være, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg kan kun fortælle hvad jeg har i min egen taske… ehm tasker. For nogle år siden hadede jeg at gå med taske. Det eneste jeg havde på mig, var min herre pung som lige passede i baglommen. Nå ja og så min mobil. Jeg gik aldrig med taske. Nu forlader jeg meget sjældent mit hjem uden en taske. Det kan godt ske og jeg nyder stadig de taske frie dage. Enten så har jeg en taske med fordi jeg skal over og træne, så skal der være sko, hængelås, mp3 afspiller og vand i. I skolen siger det jo sig selv, der skal skolebøger, penalhus, madpakke, vand og bærbar med.
Der er nogle ting som man fast kan finde i min taske, lige meget hvad jeg skal. Jeg har nemlig lidt under træthed og dårlig koncentration i en længere periode – især mens jeg er under uddannelse. Derfor har jeg altid en hav af spiselige elementer på mig. Typisk er det tyggegummi, frugt, mandler, figenstænger, Lakerol, koffein tyggegummi og sukkerfrie bolsjer. Dernæst kommer vi til hygiejnen osv. huha! Jeg har ALTID håndgel – en mild form for håndsprit med mig, da jeg virkelig ikke kan med snaskede og beskidte fingre. Læbepomade er også altid godt at have med. Håndcreme, da jeg ikke kan tåle håndsprit. Mundspray med mynte er et must – kaffeånde efter 5 kopper er ikke rart! Papirlommetørklæder til en snottet kold dag eller bare til at tørre fingre i. Det er sådan de praktiske ting inden for mad og hygiejnen. Nu kommer så det praktiske ting inden for tidsfordriv og planlægning. Jeg har selvfølgelig min pung med mig, men jeg har også altid min notesblok med mig. Den bruges til at skrive de hurtige tanker ned – ideer og sådan, så jeg ikke glemmer dem. Jeg kan meget bedre lide at skrive det i en bog end på telefonen. Min kalender er også altid med, for der ligger de regninger der skal betales og står de aftaler som jeg sjovt nok sjældent glemmer.
Disse ting kan jeg ikke undvære. Jo jeg har ikke altid kalenderen med, da jeg typisk husker det hele i hovedet. Andre ting der kan findes er mit kamera, hvis jeg er på tur. Mine solbriller eller et ekstra brille etui. Det er yderst sjældent at jeg har makeup med, da jeg bruger en primer og en fixing spray når jeg endelig har makeup på – så den skal sjældent rettes. Det kommer an på hvor jeg skal hen, om jeg har det med.
Det er faktisk sjovt at lægge sit taske indhold ud på denne måde og fundere over hvad med bringer med sig. Du skulle prøve det. Jeg fandt det i hvert fald meget interessant. Mine nærmeste ved i hvert fald typisk at jeg har en form for spiseligt med mig, og jeg deler glædeligt. For der er intet værre end at gå kold på en lang dag.
Husk at spis.
Husk at motionere.
Husk din søvn.
Husk at slappe af.
Husk at forberede dig.
Husk at lytte.
Husk dit.
Husk dat.
Husk dig selv. Det er det eneste du skal huske. Hvordan du har det. Hvordan du føler. Gem ikke dig selv og vigtigst af alt. Glem ikke dig selv i andres byrder. Det tog lang tid for mig at lære. Jeg har altid taget andres problemer før mine egne. Fokuseret på at andre havde det godt. Gået og gemt mine problemer væk, ikke tænkt over det. Nu går jeg mine problemer i møde, og siger nej til at bære andres byrde, medmindre jeg har overskud til at hjælpe. Det er dog sjældent. Det er nu ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke kan.
Jeg skal huske mig selv, huske at give mig tid til at blive rask igen. Selv synes jeg det går bedre, men nøj der er lang vej endnu.
Overskuddet er dog ikke til alt for meget. Det meste går på skole. Har lidt.. Meget lidt overskud til at ses med folk. Dog gør jeg det alligevel, for det gør mig glad at ses med mine venner. Om det så bare er et kvarter af gangen. Træningen får jeg heller ikke altid gjort. Hvilket er så øv, for jeg elsker virkelig at træne. Det reducere min stress. Dog kan jeg ikke lige altid overskue alle de mennesker, der er i mit center, når det så endelig er fyraften. Huha altså. Men nu har min mor givet mig en mp3 afspiller, så jeg bare kan tage musik i ørene og så bare sige pyt, fuck det – jeg gør det sgu alligevel.
Nu har jeg lige været syg i halvanden uge – faktisk er jeg stadig syg. Men ikke så syg at jeg ikke kan være ude af sengen. Det har også taget rigtig meget energi. Samt givet så meget dårligt samvittighed. For nu er jeg jo gået glip af så meget på studiet, jeg har “svigtet” min studie gruppe lidt. Her skal jeg virkelig lære at hvis man er syg, så er man syg. Så må man tage det med og gøre sit bedste for at indhente det bagefter. Heldigvis har jeg den sødeste studiegruppe som jeg er rigtig glad for. Vi hjælper hinanden rigtig godt.
Vigtigst af alt, skal jeg huske mig selv. Jeg skal lære at den dårlige samvittighed ikke skal præge mit liv. Jeg skal huske at det er okay, at have det skidt. Det er okay at bede om hjælp. Det er okay at have en off-day, man skal bare ikke lade dem være længere end en dag. Jeg skal huske at finde mig selv og min egen ro.
Det er tydeligt at efteråret er ovre os. Det betyder at det især er sæson for bagværk. Så jeg vil dele en opskrift af mine egne boller. Disse boller er altid et hit hos min familie. De bliver lynhurtigt spist og er rigtig gode til fødselsdag eller bare som eftermiddagskaffe. De er hurtige at lave, da de kun skal hæve af en omgang i 25-45 min. Alt afhængig af hvor store man vil have dem. Man kan med fordel komme rosiner i – det spiser vi rigtig meget herhjemme. Eller bare skifte noget af melet ud med noget groft mel. Mælken er afhængig af hvad du har i køleskabet eller hvad du sværger til. Jeg bruger typisk sød eller skummetmælk. Det der lige er i mine forældres køleskab. Nå ja.. Og grunden til at der ikke er billede af dem lige nu, er at de blev spist alt for hurtigt inden at jeg nåede at tage et billede. Når jeg får bagt dem igen, så kommer der et billed på af dem.
Ingredienser:
50 g. gær
8 spsk. vand
3 dl. mælk
5 tsk. Sukker
1½ tsk. Salt
0,5 dl. Olie gerne oliven
800 g. hvedemel
1 æg
Start med at opløse gæren i det lunkne vand. Herefter tilsættes sukker, salt, mælk og olie. Når det er blandet rundt, så tilføjes melet lidt af gangen – ind til at det slipper skålen (hvis du bruger en røremaskine). Dejen må meget gerne være lidt klæbrig – da det gør at bollerne ikke bliver så tunge og tørre. Drys lidt mel på bordet og ælte lige dejen lidt igennem, inden den rulles til en pølse og skæres ud i lige store størrelse. Denne opskrift giver 16 boller. Form dem til boller og stil dem på en bageplade med bagepapir. Dæk dem til med et rent viskestykke og lad dem stå og hæve i 25-45 min. Pensel dem med ægget og bag dem i 10-14 min ved 225 grader i almindelig ovn.
Lad dem køle af og spis dem så med dit yndlings pålæg eller bare med smør.
… 3 uger siden at jeg startede op for ny. Introtiden er forløbet helt utroligt. Jeg skrev for en måned siden, at jeg ikke vidste om jeg var klar. Nu har jeg haft introforløbet og bestået det endnu engang. Mødt nye søde mennesker og følt mig meget bedre tilpas. Så jeg tror jeg er tættere på klar, end jeg nogensinde har været. Det er en dejlig følelse.
I næste uge går det for alvor løs. Det er der semesteret rigtig starter og de hårde dage kommer igang. Det bliver godt at være helt igang igen.
Jeg synes selv at jeg kan mærke, at jeg har det lidt bedre. Der er flere og flere dage hvor jeg faktisk går glad hjem. Jeg griner meget mere – oprigtigt. Dog kan jeg godt mærke om aftenen, at jeg ikke altid har lyst til at skulle af sted dagen efter… men når vækkeuret så ringer tidlig næste morgen, vælter jeg ud af sengen og ud af døren til tiden. Tror måske det er uret i mig som siger, at jeg skal i gang. For typisk får jeg en meget god dag alligevel. Jeg har forsøgt at regne mig frem til, hvorfor jeg om aftenen ikke rigtig har lyst til at komme af sted om morgenen. Det slog mig pludselig i nat, eller rettere her til morgen, hvad grunden kunne være. Hver eneste nat de sidste 3 uger, er jeg vågnet mindst 4 gange. Flere gang af stress over opgaven eller at vækkeuret ringer kl 6.30. Typisk så sidste gang jeg vågner, så kan jeg ikke falde i søvn igen. Så ligger jeg bare og vender og drejer mig til uret ringer. I nat var den virkelig slem. Jeg vågnede mindst 6 gange, med stress over den opgave vi havde afleveret tidligere. Så jeg endte med at hive min bærbar frem hver gang. Jeg gik ind i vores opponerings dokument, tilføjede noget nyt til min del, slettede det igen og lukkede boksen, hvorefter at jeg lagde mig til at sove igen. Dette skete altså 6 gange. For pokker jeg var så glad for at jeg kunne sove længe her til morgen. Den nat var utroligt hård.
Det betyder at jeg er meget meget træt for tiden. Jeg kører på den sidste energi, men jeg gør det alligevel med et smil. Derfor er det også meget vigtigt for mig at slappe af, når det virkelig er muligt. At komme ud og få noget frisk luft. Bare den sidste uge har jeg gået mindst 61 km rundt i København. Blandt andet gået hjem fra skole tre dage. En tur på 7-8 km. Jeg har også været sammen med nogle stykker af mine gode venner, hvis glæde har smittet utroligt meget af på mig. Mødt nye mennesker, bekendte og bare generelt nydt de mennesker omkring mig.
Jeg har mere gåpåmod og jeg er meget spændt på det næste halve år. Jeg tror for en gang skyld, at jeg kan håndtere det helt. Der er blod på tanden. Jeg tør mere og jeg er ikke bange for at gribe en ny mulighed. Prøve noget nyt af. Det giver en fornyet energi. At være lidt mere tosset og tage chancen. Overskride mine egne grænser som har overtaget lidt for meget. Ikke være så bange for alt muligt. Nøj det bliver godt at blive den “gamle” Line igen. I hvert fald at få lidt af hende tilbage.. og jeg tager imod hende med åbne arme, strålende øjne og et stort smil.
Line Mikjær Christensen 